Julekage – god opskrift på brownie med nissehuer

Verdens bedste opskrift på god brownie med kakao

Julebrownies med nissehuer

Julekager

En god opskrift på brownie med lækker frosting? Som samtidigt er smukt julepyntet i dagens anledning? Det finder du lige her!

Her får du en god opskrift på brownie. Sådan en, der er dejlig klæg, ikke for tør og hvor et enkelt stykke næsten (men også kun næsten!) er nok, fordi den er så dejlig tung i det.
Jeg har eksperimenteret i det uendelig (et hårdt job, men nogen må jo gøre det!) og har efterhånden fundet frem til denne opskrift, som er noget nær perfekt til min smag. Og her deler jeg en god opskrift på brownie – altså den der, som er noget nær verdens bedste!

Det er en brownie uden chokolade men med kakao -og selvom jeg generelt er meget stor fan af chokolade, så synes jeg bare, kakao gør sig bedst til lige præcist brownies.
De kan sagtens spises helt alene – men jeg serverer dem ofte med frosting for at gøre dem en lillesmule lettere – så kan man nemlig sagtens spise mere end ét stykke 😉 Jeg har tidligere brugt opskriften til denne oreosbrownie – som også er fantastisk lækker!

I går serverede jeg brownies til eftermiddagskaffen – naturligvis sammen med et stort fad med julesmåkager. I dagens anledning havde jeg dekoreret dem fint med små nissehuer lavet af jordbær og frosting – og det var et hit hos både store og små, kan jeg roligt afsløre.

Julekage - brownie med frosting og nissehuer

God opskrift på brownie; juleudgaven – ca. 15 stykker

Det skal du bruge:

Kage:

  • 225 g smør
  • 375 g sukker
  • 100 g kakao (den bitre bagekakao)
  • ½ tsk salt
  • 1 tsk vanillesukker
  • 3 æg
  • 100 g mel

Frosting:

  • 150 g smør ved stuetemperatur
  • 100 g philadelphia eller anden creme cheese ved stuetemperatur
  • Ca. 200 g flormelis
  • 1 spsk mælk

Pynt:

Ca. 15 jordbær, hvor stilken er skåret af.

Sådan gør du:

Smelt smør (225 g) med sukker (375 g) i en gryde over mellem varme – rør godt, så det ikke brænder på.
Når sukker og smør er smeltet, sier du kakaopulveret (100 g), saltet (½ tsk) og vanillesukkeret (1 tsk) ned i gryden og rører godt.

Hæld det over i en skål og lad det køle lidt af. Herefter tilsætter du æggene (3 stk) ét efter ét mens du pisker grundigt. Dejen kan godt skille en smule, men når du pisker løs skal den nok samle sig igen.
Til sidst tilsætter du melet (100 g) mens du stadigt pisker – og når massen er jævn og glat, hælder du den over i en form med bagepapir. Jeg bruger en form, der er 19×28 cm.

Kagen bages ved 160 grader varmluft i ca. 25 minutter. Den må gerne være lidt klæg, når du tager den ud.

Mens kagen køler kan du lave din frosting. Du pisker smør (150 g) og creme cheese (100 g) godt sammen, hvorefter du tilsætter flormelis. Nu skal der piskes rigtig godt – gerne 5-10 minutter, så den bliver luftig og lækker. Til sidst tilsættes ca. 1 spsk mælk for at få en lidt tyndere konsistens, og så pisker du lidt mere.

Når kagen er kold, skærer du den ud i små kvadrater – ca. 15 stykker i alt. Med en sprøjtepose sprøjter du en klat frosting på hver kage, sætter et jordbær på med spidsen op, og med en lillebitte sprøjtetylle laver du en lille top på hvert jordbær.

Voila – her fik du en god opskrift på brownie – god fornøjelse – og glædelig jul  ♥

(Set 5.969 gange, 27 visninger i dag)

3 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *