Fastelavnsboller med creme – nem og børnevenlig opskrift

Gammeldags fastelavnsboller med creme

IMG_0943

Opskrift på fastelavnsboller med creme

Opskrift på gode gammeldags fastelavnsboller med creme – ægte vanillecreme og glasur.

Jeg ELSKER fastelavnsboller – og jeg er især vild med de helt oldschool fastelavnsboller med creme indeni og glasur på toppen. Det er nok i virkeligheden også de mest børnevenlige fastelavnsboller, fordi der ikke er marcipan-remonce og bitter mørk chokolade.
Det er sødt, luftigt og lækkert – fastelavnsboller med creme i midten og glasur på toppen.

Jeg er nødt til lige at understrege, at du altså ikke må snyde her og bruge en af de der pulverblandinger til cremen. Jeg lover dig, at det er nemt, hurtigt og at det smager fantastisk meget bedre med hjemmelavet vanillecreme fremfor de der færdigelavede af slagsen.

Fastelavnsboller med creme

Gammeldags fastelavnsboller med creme – børnenes favoritter (12 stk)

Det skal du bruge:

Dej:

  • 175 g blødt smør
  • Ca. 300 g hvedemel
  • 1 spsk sukker
  • 1 ¼ dl mælk
  • 25 g gær
  • 1 æg

Creme:

  • 2 æg (evt 1 ekstra til at pensle med)
  • 3 spsk sukker
  • 3 tsk maizena
  • 3 dl mælk
  • Kornene fra en vanillestang

Sådan gør du:

Dej:

Skær smørret i små tern og smuldr det i sukkeret og melet, indtil du har en ensartet masse.
Lun mælken til den er fingervarm og rør gæren deri.
Tilsæt nu mælken samt ægget i melet og ælt det indtil du har en jævn glat dej. Jeg bruger min røremaskine med dejkrogen – men du kan også sagtens bruge hænderne, hvis du er mere til hånd- end maskinekraft.
Dejen må gerne være en smule klistret – der skal endelig ikke for meget mel i.
Lad dejen hæve på et lunt sted under et rent viskestykke i ca. 30 minutter. Mens den hæver, kan du passende gå i gang med cremen.

Creme:

Pisk mælk og maizena sammen i en kold gryde. Pisk grundigt, til der ikke er flere klumper. Tilsæt herefter sukker, vanillekorn og æg og pisk grundigt under middel varme. Bring cremen i kog, mens du stadigt pisker kraftigt og lad den småkoge et par minutter, hvorefter du tage den af blusset og lader den køle af.

Dej:

Når dejen er færdig med at hæve, ruller du den ud så firkantet som muligt. Herefter skærer du den ud i 12 lige store firkanter.
Tag et stykke op i hånden, læg en skefuld cremen i midten og fold først hvert hjørne ind på midten. Jeg pensler dem med et sammenpisket æg for at få det til at holde bedre sammen.
Fold herefter de sidste kanter ind mod midten, så den nærmest bliver rund – og læg den på en bageplade beklædt med bagepapir med samlingerne nedad. Det er vigtigt, at bollen er lukket helt til, så cremen ikke flyder ud under bagning.

Herefter skal bollerne efterhæve i ca. 15-20 minutter, hvorefter de bages ved 185 grader varmluft (eller 200 grader almindelig) i ca. 15 minutter.

Når de er kølet en smule af, kan du lave glasur af kakao (det mørke bitre – ikke det man drikker 😉 ), flormelis og varmt vand – hvorefter børnene kan gå all in på pyntning med krymmel.

Disse fastelavnsboller med creme kan sagtens fryses blot uden glasur – så tages de op et par timer inden servering.

(Set 1.567 gange, 1 visninger i dag)

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *