Denne opskrift er på en nem og hurtig banankage med chokolade, som er oplagt at bage med dine børn.
Du kan bage denne kage, som er en opskrift på en hurtig banankage, på under 5 minutter, og den kræver ikke mange ingredienser. Den er efterhånden en klassiker herhjemme – netop fordi denne opskrift på banankage er så hurtig og god, og så er der altid en undskyldning for at bage den, når man har et par overmodne bananer, der ellers bare skal smides ud 😉
Jeg elsker at have mine børn med, når jeg skal bage – og med denne kage er de faktisk stort set selvkørende – jeg smelter kun smørret for dem, ellers kan de selv lave resten. Jeg har tilpasset opskriften gennem et par år og har skåret voldsomt ned for både smør og sukker i løbet af tiden – jeg har nemlig erfaret, at jeg ved at putte ekstra bananer i, kan få den præcist lige så sød og snasket – og så bilder jeg mig ind, at den jo nærmest kan betegnes som en sund kage 😀
Til gengæld, så er jeg ikke nærig, når den skal overtrækkes med chokolade – der må altså gerne være et ekstra tykt lag, der knækker i munden, når man skal tage en bid 😉
Banankage med chokolade til ca. 8 personer
Ingredienser
- 1,5 dl sukker
- 3 æg
- Kornene fra en halv vanillestang eller 2 tsk vanillesukker
- 2 dl hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1 knivspids salt
- 75 g smeltet smør
- 2 mosede modne bananer
- Evt. en håndfuld små chokoladestykker
- 100-150 g smeltet mørk chokolade til at overtrække den med
Sådan gør du:
Pisk æg, sukker og vanillekorn/vanillesukker sammen.
Tilsæt salt, bagepulver og mel samt smeltet smør lidt efter lidt, mens du rører i dejen, så du undgår klumper.
Vend de mosede bananer – og evt. chokoladestykkerne – i dejen.
Hæld den i en smurt form – jeg bruger en klassisk rugbrødsform og bag den i ca. 45 minutter ved 175 g varmluft.
Når den er kølet af, tager du den ud af formen og overtrækker den med chokolade.
Kagen kan sagtens fryses, hvis du så blot venter med at overtrække den med chokolade, til lige inden den skal spises 🙂
I videoen her, kan du se min 5 årige datter lave hele kagen selv – på stort set ingen tid.
Det ER virkelig en nem og hurtig banankage, der også er meget meget god!
1 Comment