En klassisk cocktail – en cosmopolitan opskrift slår aldrig fejl – og selvom den især blev kendt fra Sex & The City, så er det altså også ofte et hit blandt mænd – det er ikke en ren tøsecocktail til trods for farven 😉
En oplagt cocktail til nytårsaften er den klassiske Cosmopolitan, som både er lækker men også virkelig festlig at se på med sin smukke røde farve.
Det gode ved Cosmopolitan er, at du kan blande den tidligere på dagen og stille den på køl, så du ikke skal stresse over det, når dine gæster er kommet – så stiller du bare en stor skål isterninger og limeskiver frem sammen med din cocktailsblanding – og voila, så kan de forsyne sig selv med lækre cocktails hele aftenen.
Jeg har tidligere tippet om nogle fantastisk smukke og praktiske glasbeholdere med tappehaner, som netop er fantastiske at bruge til en fest, hvor du på forhånd gerne vil mixe en stor portion cocktails, som gæsterne selv kan tage af – som fx opskriften på Cosmopolitan her i indlægget 😉
Hvis du endnu ikke har smagt en Cosmoplitan – så kan jeg varmt anbefale dig at give dem et forsøg – men jeg er nok nødt til at advare om, at de er vanedannende gode. Lige tilpas syrlige mens de samtidigt smager dejligt af frugt.
Kender du dem allerede – får du opskriften her, så du selv kan forsøge at lave dem, så du kan skåle nytåret ind på festlig og farverig vis.
Cosmopolitan Opskrift – Cocktail til kander
Det skal du bruge:
- 6 dele vodka
- 2 dele cointreau eller en anden tripple sec
- 4 dele tranebærjuice
- 1 del frisk limesaft
- Isterninger
- Limebåde
Sådan gør du:
Bland alle ingredienserne godt – hvis du bare laver til et par enkelte cocktails, gøres det bedst i en shaker fyldt med isterninger – ellers rører du godt rundt i din kande eller glasbeholder.
En Cosmopolitan opskrift foreskriver egentlig, at den serveres i et klassisk cocktailglas uden isterninger, men hvis dine gæster selv hælder den op fra kander, ville jeg nok stille en skål isterninger, så de kan putte et par stykker i deres cocktail for at sikre, at den nydes iskold.
Rigtig god fornøjelse 🙂
Du kan læse mere om glasbeholderne lige her – og du kan her finde en anden oplagt cocktail til kander; Lynchberg Lemonade.
Tusind tak for ide og opskrift. Hvor meget beregnede I ca. til hver gæst? – og passede det nogenlunde? Jeg synes nemlig, det er lidt (læs:meget ) svært at finde ud af, hvor meget jeg skal blande før festen.
Hvor er det dejligt, at du kan bruge det 🙂
Man siger, at der ca. skal være 4 cl alkohol til en enkelt cocktail – så det kommer jo lidt an på, hvor tørste dine gæster er 😉 – og naturligvis om du også serverer øl og vin i løbet af aftenen.